En ting er sikker: Vi skal alle dø. Det er en uundgåelig del af livet – også når der er tale om et liv med kræft. Derfor skal vi også blive bedre til at tale om netop døden, og se den i øjnene, når intet andet giver mening. Det mener Jakob Madsen, cheflæge og formand for Dansk Hæmatologisk Selskab.
Vi kan utroligt meget i det danske sundhedsvæsen i dag. Der er mange forskellige behandlinger og undersøgelser og man kan stort set screene for alt. Men faktum er, at vi alle på et tidspunkt skal dø. Det er uundgåeligt og en kamp man ikke kan vinde for ingen overlever livet. Det gælder også for patienter med kræft.
”De patienter vi ser i dag er væsentligt ældre og fejler flere og andre ting end for blot få år siden. En del har også allerede flere kræftforløb bag sig, og det gør dem mere skrøbelige. Det betyder, at ”gevinsten” ved at sætte hele maskineriet i gang for at forsøge at helbrede dem er mindre – netop da der her er en større risiko for bivirkninger og senfølger samt død.”
Derfor er det ifølge Jakob Madsen vigtigt at gøre det klart for patienten, de pårørende og for sig selv som læge, at den tid og de kræfter man bruger på behandling, bivirkninger og transport frem og tilbage til sygehuset, måske kunne være brugt bedre. Især hvis forventningen til at behandlingen har en effekt er beskeden. Så længe vi behandler sygdommen, så er det det, der tager fokus fra alt andet, som også kunne være vigtigt at forholde sig til.
Jakob Madsen
Cheflæge og formand for Dansk Hæmatologisk Selskab
Foto: privat
Vi kan altid gøre noget – men skal vi?
En af de helt store udfordringer i denne forbindelse er, at vi ikke taler om døden. Og det bør vi blive bedre til – for alles skyld, opfordrer Jakob Madsen:
”Når vi mødes af en patient, så kan vi altid gøre noget. Også flere gange, selv om det måske ikke giver mening på den lange bane, og vi måske i virkeligheden burde adressere det mest åbenlyse – nemlig døden. Derved kunne vi bruge både vores og patientens tid anderledes.”
Og det er utrolig omkostning fuldt at sætte en behandling i gang for enhver pris, for det koster ikke bare i kroner og ører, men også på det menneskelige plan, at skulle gennemgå en kræftbehandling.
En af årsagerne til dette skyldes, at der er prestige i at redde liv. Det er en af de vigtigste parametre i sundhedsvæsenet i dag, og det der danner grundlag for databaserne. Men hvad nu hvis man i stedet for at måle udelukkende på overlevelse også målte på behandling eksempelvis en måned inden patienten dør? Det ville ikke blot give væsentligt mere data at arbejde med, men også være et legitimt mål for det arbejde der udføres i sundhedsvæsenet og de beslutninger der tages.
Det er derfor Jakob Madsens håb, at vi skal være bedre til at sige stop. Både som læger, politikere og befolkning. På den ene side er der stort fokus på øget smertelindring, nok hospicepladser til alle og respektfulde forløb – men samtidig er der også ting, der trækker i den anden retning:
”Kommer der en 87-årig ind med akut leukæmi, er der en klar forventning om at vi kan gøre noget. Men bør vi?”
