Med 36 konkrete initiativer, der skal sikre kræftpatienter et bedre liv med og efter kræft, er den nyeste kræftplan den mest ambitiøse til dato. Men selv om intentionerne er gode, så er der ifølge cheflæge Mads Nordahl Svendsen også en række overvejelser, der er værd at gøre sig. Ikke mindst når det gælder ønsket om øget mulighed for hjemmebehandling.
Et af målene i den nye kræftplan er at styrke hjemmebehandlingen, så der opnås en bedre og mere sammenhængende hjælp, samt en øget inddragelse af både patienten og patientens egen læge for at skabe tryghed. På spørgsmålet om hvorfor netop dette område har stor betydning, svarer Mads Nordahl Svendsen, cheflæge på Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet:
”Det er et vigtigt emne, der taler fint ind i sundhedsreformens sigte mod at komme tættere på borgerne ved at tilbyde behandlingsmuligheder i nærmiljøet og derigennem styrke det nære sundhedsvæsen.”
Og der er mange fordele ved hjemmebehandling, hvor en række ambulante medicinske og terapeutiske procedurer udføres i patientens eget hjem i stedet for på hospitalet. Dels giver det en vis frihed, da patienten ikke på samme måde er bundet til hospitalet, det medfører øget livskvalitet, som følge af væsentlig mindre transporttid til og fra samtaler, undersøgelser m.m., samt en bedre symptomhåndtering og mere sammenhængende behandling, da ens egen læge inddrages i langt højere grad.

Mads Nordahl Svendsen
Cheflæge på Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet
Foto: privat
Mangel på hænder en udfordring
Om ønsket om øget hjemmebehandling reelt er muligt er en anden snak. I dag er behandling i borgernes eget hjem en service, der praktiseres flere steder, men i takt med, at vi bliver flere og flere ældre stiger behovet også for pleje og behandling af en række typisk aldersrelaterede, kroniske sygdomme. Allerede nu er der stor mangel på SOSU-assistenter og sygeplejersker og det anslås, at der allerede om fem år – i 2030 – vil mangle op mod 13.500 fuldtidsansatte SOSU’er og mere end 8.000 sygeplejersker, hvilket gør det svært at opretholde det ønskede høje serviceniveau.
”I dag har vi etableret en del ordninger med hjemmebehandling, men jeg er bekymret for at det ikke kan skaleres. Ganske enkelt fordi der ikke er hænder nok. Så efter min mening gælder det helt overordnet om at skabe behandlingsmuligheder tæt på hjemmet og her er lokale sundhedscentre frem for hjemmebehandling en stor del af løsningen,” forklarer Mads Nordahl Svendsen, og fortsætter:
Arbejde mere på tværs
”På sin vis handler det lidt om at gå tilbage til de provinshospitaler vi i årevis har forsøgt at eliminere med vores supersygehuse. Det betyder ikke, at vi skal tilbage til provinsen, men at vi skal bruge det bedste fra dengang, og så arbejde mere på tværs. I en verden fuld af data, hvor alt er digitalt og eksperterne kun er et videokald væk, er det nemt at trække på andre kræfter og dermed sikre den samme høje kvalitet – uanset hvor man befinder sig.”
Selv om Mads Nordahl Svendsen har stor tiltro til Kræftplan V, påpeger han samtidig vigtigheden af at stå sammen, hvis den skal lykkes. Han sammenligner med den grønne omstilling, hvor opgaven også kan virke både kaotisk, meningsløs og umulig – men ikke desto mindre uundgåelig.
”Det er en opgave, der skal løses – og som kun kan løses i fællesskab af aktører med forskellige muligheder og interesser, som arbejder målrettet sammen på tværs,” slutter han.